Hop til indholdet

Stance modellen – hvordan man spiller sin spilperson

Jeg har tidligere skrevet om GNS-modellen, som prøver at beskrive hvad forskellige typer af spillere får ud af at spille rollespil.

Hvor GNS-modellen beskriver hvorfor spillerne spiller rollespil, så forsøger Stance-modellen at beskrive hvordan de spiller. Den beskriver forskellige måder at spille sin spilperson på, i forhold til de andre spillere og GM.

Modellen definerer tre stances, som spillerne løbende skifter imellem mens de spiller. Hver af disse beskriver forskellige måder på, hvordan spilleren vælger hvad hans spilperson gør.

Actor stance

I Actor-stance, spiller man sin spilperson udelukkende ud fra den viden som spilpersonen har i spilverdenen, og ud fra sin spilpersons perspektiv.

Før i tiden var dette den mest almindelige stance i rollespils-systemer. AD&D 2nd edition bøgerne beskrev det f.eks. som “dårligt rollespil” (eller “metagaming”), hvis man ikke begrænsede sin spilpersons handlinger til hvad spilpersonen kendte til i spillet.

Denne stance kan dog have store ulemper i forhold til spillets “flow”. Hvis en spilperson f.eks. har en samtale med en NPC, så skal spilleren derefter in game bruge tid på at referere samtalen for de andre spilleres spilpersoner, før deres spilpersoner kan reagere på det. Hardcore actor-stance fortalere, vil endda insistere på at samtalen refereres ordret. Da det giver mulighed for misforståelser, fejlfortolkninger eller lign.

Omvendt kan stancen være nyttig hvis spillerne konkurrerer med hinanden. Dette fordi in-game viden så kan give spilpersonerne en fordel over de andre. Den giver også større mulighed for “indlevelse” i sin spilperson, da man prøver at se verden gennem spilpersonens øjne.

I dette stance, vælger spilleren sin spilpersons handlinger ud fra “Hvad ville min spilperson gøre i denne situation, ud fra hvem han er og hvad han ved?”

Author stance

I Author-stance, spiller man sin karakter ud fra sine egne prioriteter, i den udstrækning det plausibelt passer til karakteren.

F.eks. bruges author-stance ofte i den narrative spillestil til at bevæge handlingen fremad. Tag f.eks. en situation, hvor der udbryder et kroslagsmål, mens spilpersonen står på vagt nede ved havnen. Så vil man hvis author-stance bruges, formentlig finde et påskud for at ens spilperson vender tilbage til kroen. Et andet eksempel kunne være at ens spilperson træder ind i et rum på det dramatisk perfekte tidspunkt. F.eks. lige præcis for sent til at fange skurken, så han når at slippe væk atter en gang. I begge tilfælde, er formålet at bruge karakteren til, at give den mest interessante historie.

Derimod kan stancen give konflikter i et spil hvor spillerne konkurrerer indbyrdes. Author-stance kan i denne sammenhæng bruges til at sikre, at spilpersonen f.eks. altid er på det bedste sted på det bedste tidspunkt. Det er typisk denne brug som kaldes “metagaming”. Altså brug af viden udenfor spillet, til at gavne spilpersonen inde i spillet. Omvendt kan spillerne på forhånd have aftalt, at det er ok at spille ud fra denne stance, på samme måde som at spillerne også kan se hinandens brikker i f.eks. skak.

Nogle bruger begrebet “Pawn-stance” hvis en spiller ikke forsøger at finde på en plausibel “in-game” forklaring på sin spilpersons handlinger. Dette fordi spilpersonen så blot er en forlængelse af spillerens vilje.

Spilpersonernes handlinger i dette stance kan opsummeres som “Hvad er den mest dramatiske eller underholdende ting som min spilperson kunne gøre nu?”. Eller “hvad ville være det mest gavnlige for min spilperson at gøre nu?”

Director stance

I Director-stance, har spillerne mulighed for at beskrive ændringer og handlinger. Ikke bare for sin egen spilperson, men også for omgivelserne.

F.eks. “Idet min person træder ind i rummet, slår lynet ned i egetræet lige udenfor vinduet, så det vælter ned og igennem væggen. Skurken benytter sig af chancen til at undslippe, imens ilden hastigt spreder sig til de andre værelser”.

Denne stance er almindelig i f.eks. systemer uden en gamemaster, hvor spillerne i fællesskab skaber rammerne og handlingen for spillet.

Stances i forhold til GNS-modellen

I Gamist spillestilen, vil Actor-stance ofte være normen. Dette for at balancere konkurrence-situationen. , Det vil så f.eks. ikke være ok at lade sin spilperson reagere på at man som spiller ved at en anden spiller lige har rullet et pickpocket-tjek, eller har placeret en fælde, mens ens spilperson var et andet sted. I praksis vil de fleste dog nok alligevel bruge notater direkte til GM i sådanne situationer, netop for at undgå metagaming fra de andre spillere.

Gamist-stilen kan dog også spilles i Author-stance. Her vil spilleren ikke lade sig begrænse af sin spilpersons perspektiv, men kan også bruge “metagaming”-viden. F.eks. sit eget kendskab til svagheder og styrker ved de monstre han er igang med at bekæmpe. F.eks. ved at slå dem op i regelbogen under spillet.

I Narrativistisk spillestil, vil Author- og/eller Director-stance typisk være normen. Actor-stance vil her være begrænsende for historie-fortællingen.

I Simulationist spillestilen, vil Actor-stance være normen det meste af tiden, da spilleren simulerer sin spilperson ud fra spilpersonens viden og synspunkt.

 

Hvis du vil læse mere om stances, kan du finde mere information i denne artikel.

Offentliggjort iRollespil

Bliv den første som skriver en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *