Hop til indholdet

I Neonlysets Skær – en FOE spilberetning

“I Neonlysets Skær”

Den følgende FOE spilberetning dækker scenariet I Neonlysets Skær (se teaseren her). Scenariet blev kørt på Tyrfing ForårsCon 2018.

Hvis du var spiller på scenariet, så vil jeg sætte stor pris på, hvis du vil bruge nogle få minutter på at give mig feedback, enten via kontakt-formularen, eller som kommentar herunder!

Gerningsstedet

Kriminalkommissær Augustus McPherson fra New Atlantas politi, skuttede sig i den kolde regn, mens han ventede på sit efterforsknings-hold. Et mord var blevet begået. Og af uvisse årsager, havde hovedkvarteret besluttet at sende en helt hold til at efterforske. Ikke fordi New Atlanta generelt undlod af efterforske mord grundigt. Men natlige mord i Vestdelen, var efterhånden mere reglen end undtagelsen. Og New Atlanta’s politi var stort set altid underbemandede.

En efter en, ankom McPherson’s team til gerningsstedet. Jack Maxwell, holdets tekniske ekspert var den første som ankom til gerningsstedet, og han gik med det samme i gang med bevissikring. Kort efter ankom Jonathan Greene, tidligere småkriminel, nu med en glimrende karriere som gadebetjent. Og til sidst Peter Smith, holdets taktiske betjent, som havde stor erfaring i mere direkte ordenshåndhævelse.

Betjenten som havde sikret gerningsstedet afgav sin rapport. Han havde tilfældigt været i nærheden på patrulje, da han hørte skud fra gyden. Da han efterforskede stedet, hørte han en motorcykel køre hurtigt væk fra stedet. Og da han så liget, skyndte han sig at slå alarm.

Kriminaltekniske undersøgelser

Jack undersøgte nøje liget i gyden. Dødsårsagen så umiddelbart ud til at være de adskillelige aflange metal-slivers som havde gennemboret offeret. En nærmere undersøgelse viste, at der var tale om metalprojektiler fra en MAP (Magnetically Accelerated Projectile) maskinpistol. Et våben som grundet dets høje teknologiske standard, var overraskende at finde i Vestdelen. På grund af deres høje pris, var MAP-våben som regel begrænset til megacorp sikkerhedsstyrker.

Ved siden af liget lå en pistol. En nærmere undersøgelse afslørede, at der var blevet affyret et enkelt skud fra den. Den så herudover ud til at være 3D-printet, hvilket kraftigt antydede at den var Pentacorps ejendom.

En fingeraftryksscanning identificerede offeret som Michael Markussen, ansat som sikkerhedsvagt i Pentacorp. Af samme årsag, var alle yderligere oplysninger om ham hemmeligt-stemplet, indtil Pentacorp godkendte deres løsgivelse. Men det var i hvert fald tydeligt, at Michael Markussen ikke var født i New Atlanta. Selv i døden markerede hans karakteristiske udseende ham tydeligt som et genetisk designet barn fra den Nordiske Union.

Jack rapporterede alt dette til McPherson, som efterfølgende beordrede at holdet skulle gennemsøge nærområdet for yderligere spor.

Et barskt kvarter

Jonathan og Peter lokaliserede hurtigt et nyt spor i gydens munding. De fandt nogle blod-plettede plastik-fragmenter, med en kugle siddende i en af dem. Og på den anden side af gaden, fandt de et projektil i muren på bygningen overfor gyden. Og I den anden ende af gyden, lokaliserede de et dæk-aftryk fra den flygtende motorcykel.

Jack analyserede først plastik-fragmenterne, samt blodet og kuglen som blev fundet sammen med dem. Han kunne hurtigt konstatere, at plastikken stammede fra skulder-sektionen af en Trioptium-produceret plastic armor suit. Sammenholdt med MAP-maskinpistolen, og det faktum at offeret var en Pentacorp-ansat, konstaterede McPherson at indicierne tydede på et corp-opgør imellem Trioptium og Pentacorp.

Men blodet matchede ikke nogen kendt DNA-record. Og mere mærkeligt: Kuglen matchede ikke hverken maskinpistolen eller våbenet fundet nær den afdøde. Holdet konkluderede derfor at der måtte have været en tredje skytte på gerningsstedet.

Projektilet i muren overfor gyden viste sig hurtigt at matche pistolen som blev fundet nær liget. Derved tydede alt på at Michael havde forsøgt at forsvare sig, uden held.

McPherson bad Jack om at tjekke eventuelle optagelser fra gadekameraerne på hovedgaden. Men begge kameraer var gået ud, kort tid før mordet måtte have fundet sted. Til gengæld lykkedes det Jack at identificere mærket af motorcykel ud fra dæk-aftrykket. Han kunne herefter nemt spore motorcyklen via gadekameraer, indtil den drejede ind i en tunnel. Men den kom aldrig ud på den anden side.

McPherson og Jack kørte derfor hen for at undersøge tunnelen. Imens besluttede Jonathan og Peter at udspørge Jonathans kontakter i nabolaget.

Et blindt spor

Da Jack og McPherson ankom til tunnelen, viste det sig hurtigt hvorfor de havde tabt sporet. Motorcyklen lå henslængt ved indgangen til en opbrudt nød-dør til vedligeholdelses-tunnelerne. McPherson besluttede at køre til Pentacorp HQ, så de kunne få åbnet Michael Markussens personale-fil. Men først måtte de samle resten af holdet op.

Lefty’s Bar

I mellemtiden, var Jonathan og Peter taget hen til den nærliggende Lefty’s Bar. Jonathan vidste at denne bar i virkeligheden var et dække for Næven, et at de mere magtfulde forbryder-syndikater i New Atlanta. De besluttede derfor, at nogen her måtte vide noget om mordet.

Jonathan gik ind i baren. Peter blev udenfor, for at holde øje udkig såfremt Jonathan skulle komme i vanskeligheder.

Idet han åbnede døren, blev han mødt af en mur af høj musik. På denne tid var der ikke et væld af gæster, men uanset hvad, så var Lefty selv som sædvanligt det mest iøjefaldende i baren. Hans forkromede venstre cyberware-arm, funklede om kap med de roterende lys i loftet.

“Hvad kan jeg gøre for Dem, hr. officer?” spurgte han, i en nøje valgt neutral tone.
Da det kom til stykket, viste det sig dog at han ikke var til meget hjælp. Han havde ikke set eller hørt noget mistænkeligt, barens overvågningskameraer var beklageligvis i stykker, og han havde ikke bemærket nogen komme eller gå omkring det pågældende tidsrum.

McPherson og Jack ankom efterfølgende til Lefty’s. Lefty tilbød betjentene et glas af husets specialitet, den berygtede Bundvender drink. For ikke at fornærme Lefty, accepterede Jack drinken. Og gik herefter prompte i gulvet. De andre fik bugseret ham ud i bilen, og herefter satte betjentene kursen imod Pentacorp HQ.

PentaCorp HQ

De funklende skyskrabere i Centrum, var en skærende kontrast til de faldefærdige bygninger i Vestdelen. Og PentaCorp’s overdådige HQ bygning, var ikke nogen undtagelse.

Receptionisten var venlig, effektiv, og professionel. McPherson viste hende sit politiskilt, og de indsamlede materialer om Michael Markussen. Hun bekræftede herefter hans identitet og ansættelsesforhold. Han havde ingen familie i New Atlanta, og da hans bopæl var i en PentaCorp-ejet facilitet, kunne de desværre ikke lade betjentene undersøge hans lejlighed. Men til gengæld kunne hun fortælle, at alle PentaCorp-ansatte fik indopereret en sporingschip. Hun delte herefter ruteoplysningerne med efterforsknings-holdet.

Efter de havde forladt bygningen, gik Jack straks i gang med at analysere det nye materiale. Og det viste sig hurtigt hvor Michael havde tilbragt det sidste stykke tid inden han blev myrdet. Han havde tilbragt mindst en halv time i Lefty’s inden mordet.

I lyset af de konkrete beviser, besluttede gruppen at aflægge Lefty’s endnu et besøg.

Tilbage på Lefty’s

Der var kommet mere gang i baren, da holdet vendte tilbage. Men beslutsomt banede betjentene sig vej til baren, for at tale med Lefty endnu engang.

Lefty var ikke særligt samarbejdsvillig til at begynde med. Men efter et par diskret videregivne pengesedler, viste han sig mere samarbejdsvillig. Uden at det dog var til meget hjælp. Han kunne dog bekræfte, at Michael havde været på baren i det pågældende tidsrum, og havde forladt den alene på et tidspunkt som svarede til den tidsramme som holdet havde lagt. Han havde dog ikke bemærket om Michael havde talt med nogen imens han var der.

På vej ud af Lefty’s, blev gruppen mødt af en af kunderne. Han gjorde betjentene opmærksomme på at han boede i nærheden. Og at han muligvis havde video-optagelser fra forbrydelsen som de talte om. Betjentene indvilligede i at følge efter ham til hans lejlighed.

En hjælpsom borger

Ganske som han havde sagt, boede han lige i nærheden af gyden. Og da de kom op i lejligheden, kunne han også demonstrere hvorfor han havde optagelser som de ikke havde. Manden fløj droner som en hobby.

Efter at have modtaget en håndfuld sedler fra McPherson’s tegnebog, gav han med glæde Jack lov til at tilslutte sin computer til dronens kontrolport. Han kunne herefter nemt hente dronens hukommelse fra den pågældende periode. Og til holdets store glæde, fremgik den mystiske skytte fra mundingen af gydens ansigt klart af optagelsen.

Selvom vinklen ikke lod dem se ind i gyden, kunne se tydeligt se hvordan hændelsesforløbet måtte have været. Skytten deaktiverede først de to kameraer, fra sikker afstand. Og herefter gik han hen til mundingen, og affyrede en MAP-maskinpistol ind i gyden. Herefter løb han ind i gyden, men efter næsten et halvt minut, kom han stormende ud af gyden igen. På vej ud, blev han ramt af et skud i skulderen, som slog splinter af hans beskyttelses-dragt.

Hermed havde holdet nu optagelser som placerede skytten på gerningsstedet på samme tidspunkt som mordet foregik. Og tilsyneladende viste det også mordet.

Politiets ansigtsgenkendelses-software identificerede manden som en Trioptium-ansat sikkerhedsvagt. Hermed havde holdet nu endelig beviser nok til at kunne anmode Trioptium om at åbne hans fil.

En ubuden gæst

På nuværende tidspunkt var det dog blevet for sent til at besøge Trioptium HQ. Så McPherson beordrede i stedet holdet til at holde fri indtil næste morgen. Herefter drog holdet hver til sit.

Da McPherson kom hjem til sin lejlighed, bemærkede han dog at noget var galt. Hans hoveddør stod på klem, og hans alarm var tilsyneladende slået fra. Forsigtigt sneg han sig ind i lejligheden, med trukket pistol. Men han fandt dog inden indtrængere.

Til gengæld fandt han en datachip, placeret fint på midten af hans hovedpude.

Oprørt over indtrængningen, ringede han med det samme Jack op, og bad ham kigge på datafilen. Jack kunne hurtigt konstatere at det var en optagelse fra service-tunnellen hvor de havde tabt sporet af den anden skytte. Og på filens dataspor, kunne han samtidig konstatere at der var tale om en ægte og umodificeret optagelse fra et af byens officielle overvågningskameraer.

Af videoen fremgik ansigtet på den anden skytte. Det var den samme person, som havde givet dem adgang til drone-optagelsen! Ansigtsgenkendelsen identificerede ham som en revisor fra den velhavende Østdel af New Atlanta.

Andendagen

Gruppen mødtes tilbage på politi-hovedkvarteret, og delte den seneste udvikling i sagen. Herefter besluttede gruppen at dele sig, for at følge op på dette nye spor.

En afhøring af advokaten viste hurtigt, at han tilsyneladende have været offer for et effektivt identitets-tyveri. Både hans stemme og kropsbygning var forskellig fra den person som havde vist betjentene drone-optagelsen. Og advokaten havde endvidere et stensikkert alibi.

I mellemtiden tog de andre betjente endnu engang tilbage til Lefty’s, for at høre mere om kunden. Men for en gangs skyld var Lefty tavs som graven, uanset hvilke overtalelsesmidler betjentene brugte. Han lod dem kort og godt vide, at de intet kunne gøre ved ham, som andre ikke ville gøre værre hvis han sladrede.

Herefter forsøgte de at få adgang til lejligheden de oprindeligt var blevet vist op i. En nærmere undersøgelse af byens register viste dog at lejlighedsbygningen for længst var blevet erklæret nedrivnings-klar, og derfor ikke var beboet. Og betjentene kunne efter at have dirket sig ind i bygningen også efterfølgende konstatere, at lejligheden var fuldstændig tom.

Betjentene samledes derfor igen, for at følge deres sidste spor: Den nu identificerede Trioptium-ansatte, som havde udført drabet.

Trioptium’s bygning var om muligt endnu mere imponerende end Pentacorp’s. Men receptionisten var væsentligt mindre hjælpsom. Men stillet overfor både video-optagelsen, det faktum at Trioptium-udstyr næsten med sikkerhed var involveret i sagen, og det faktum at blodet fra plastik-fragmenterne matchede den ansatte i Trioptium’s interne medarbejder-register, måtte han til sidst modvilligt åbne hans sag for detektiverne. Herudover fik de autorisation til at pågribe den pågældende medarbejder, idet han tydeligvis havde handlet udenfor Trioptiums ordrer…

Med gerningsmandens adresse i hånden, kunne efterforsknings-gruppen nu opsøge gerningsmanden på hans bopæl, og arrestere ham.

Luk op i lovens navn!

Holdet drog i al hast til morderens hjem-adresse. I overenstemmelse med deres kendelse, forsøgte de først at få ham til at åbne døren. Og da der ikke var noget svar, tiltvang de sig adgang til lejligheden.

…og blev mødt af et kaotisk syn. Lejligheden var blevet grundigt ransaget, og der lå smadrede og tømte møbler overalt. Forsigtigt førte Peter an i en gennemgang af lejligheden, men fandt intet spor af indtrængeren. Til gengæld fandt de den Trioptium-ansatte, bundet til en stol i badeværelset.

Han var slemt tilredt, og var åbenlyst blevet udsat for et kraftigt forhør. Og sessionen var afsluttet med at han havde fået en kugle for panden. Jacks analyse af projektilet var klar. Der var tale om det samme våben som var brugt til at såre ham i skulderen under mordet. Hermed var den anden skytte, den mystiske person som var gået under falsk identitet, nu også knyttet til denne mordscene.

Jack blev på dette tidspunkt kontaktet af hovedkvarteret. Til sin gru fik han at vide, at der var sporet mistænkelig kommunikation fra hans bærbare computer. Tilsyneladende var GPS-koordinaterne til medarbejderens adresse send fra computeren så snart Trioptium havde åbnet hans sag. Og herudover, havde den løbende sendt gruppens egne koordinater. IT-afdelingen kunne ikke sige noget om hvortil disse beskeder var sendt, udover at det så ud til at ske via et relæ i den berygtede Syddel.

I mellemtiden gennemsøgte resten af gruppen lejligheden grundigt. Og ved et lykketræf fandt de et skjult rum under en flise i brusekabinen. I rummet fandt de en MAP-maskinpistol – formentlig det originale mordvåben. Herudover indeholdt rummet også en holografisk afkodningsnøgle til en datakube.

Detektiverne overvejede nu hvad deres næste skridt skulle være. Og de besluttede at rapportere fundet til politihovedkvarteret, og samtidig bede om et hold af teknikere til at rydde gerningsstedet. Men da gik det op for dem, at deres radioer var uden signal.

Uventet besøg

“Goddag de herrer. Jeg har et forslag til dem, som De muligvis vil finde interessant”. Betjentene vendte sig rundt ved lyden af en høflig men bestemt stemme. En høj mand, klædt i et ulasteligt jetsort jakkeset nikkede afmålt til dem.

Han forklarede at han var særlig udsending fra Trioptium, og at detektiverne nu formentlig var ude hvor de ikke kunne bunde. Særligt fordi Trioptium havde beviser for, at det var detektivernes skødesløshed som havde fået deres ansatte dræbt. I virkeligheden var de blot interesserede i at generhverve den ejendom som retmæssigt var deres. Og hvis betjentene kunne hjælpe med det… Så ville han både kunne oplyse dem om hvor den anden skytte opholdt sig. Og samtidig love dem en fyrstelig belønning.

Betjentene kiggede usikkert på hinanden, men Jack var ikke sen til at gribe muligheden. Han gik resolut tilbage til badeværelse, og hentede afkodningsnøglen til den mystiske besøgende.

Manden i sort tog imod nøglen. “Glimrende. Som et tegn på min gode vilje, vil jeg sørge for at Trioptium ikke får kendskab til jeres… GPS-fadæse. Her er som lovet koordinaterne til jeres gerningsmand. I kan kontakte mig på dette nummer når I har erhvervet datakuben.” Og med de ord, forlod manden i sort igen lejligheden.

Konfrontation i Syddelen

Med den præcise adresse, fik Jack hurtigt hentet en bygningsplan over deres mål. Men omvendt ville de være nødt til at foretage aktionen selv, for at sikre at de kunne erhverve sig datakuben uden at den blev indbragt som bevismateriale.

Peter og Jonathan var helt i deres es, og planlagde operationen til minutiøs detalje. Målet var en varebygning, og gruppen besluttede sig til at slå til hurtigt.

Da de ankom, sprang Jack og Jonathan ud nær bagdøren, hvorefter McPherson og Peter kørte hurtigt mod forsiden. Uheldigvis mistede McPherson herredømmet over vognen, så den kolliderede med hjørnet af bygningen. Her kom de i ildkamp med den anden gerningsmand. Men efter en kort skudveksling, lykkedes det dem at ramme ham i armen, hvorefter han trak sig tilbage i bygningen.

Men i mellemtiden havde Jack fået dirket bagdøren op, og han og Jonathan var trængt ind i bygningen af den vej. De ventede derfor på gerningsmanden, da han kom tilbage ind i bygningen. “BEVÆG DIG IKKE! OG JEG SKYDER! øh… ELLER JEG SKYDER!” råbte Jack. Uden nogen chancer for at kæmpe sig fri, trak gerningsmanden skulderene sammen, og faldt om. Jack kunne hurtigt konstatere at der var tale om forgiftning. Hvem end han var, havde han øjensynlig ikke i sinde at blive taget i live.

Med operationen overstået, kunne holdet nu gennemsøge området efter de sidste beviser. Og de blev ikke skuffede. I lager-rummet fandt de massevis af køretøjer, samt et skab fyldt med falske ids og tilhørende masker. Der var tilsyneladende tale om en større operation. Og gerningsmanden selv, bar stadig den advokat-maske han tidligere havde narret detektiverne med. Der var dog ikke umiddelbart noget spor af hans identitet, hverken via fingeraftryk, DNA eller hans rigtige ansigt.

Pistolen han havde beskudt holdet med, matchede kuglerne som første havde såret, og siden likvideret Trioptium-agenten. Og i et skjult rum i gulvet, fandt de datakuben. Det var nu tid til at ringe til manden i sort…

Epilog

Manden i sort smilede for sig selv, mens han gennemlæste de nu dekodede hemmeligheder fra datakuben. Selvom han havde været nødt til at betale betjentene en formue for dem, var det ingenting i sammenligning med hvor værdifulde disse forskningsdokumenter var. Og han havde allerede en køber i tankerne…

De fire betjente fik en god bonus og stor ros, for at have opklaret mordet på Michael. Rådet vurderede ud fra beviserne, at der var tale om et Trioptium Corp hit imod Pentacorp, og idømte Trioptium den tilhørende bøde.

En IT-tekniker med ansvar for virus-scanning af politiets computere, blev kort tid efter fundet død af et hjerteslag. Og det mystiske pakhus i Syddelen? Det hørte ingen andre noget om. Til gengæld fik de fire betjente en ganske anseeligt anonym donation, og de fleste af dem gik kort tid herefter på en tidlig pension.

Offentliggjort iRollespil

Bliv den første som skriver en kommentar

Skriv et svar