Hop til indholdet

Tabt og Fundet – en FOE (Future of Earth) spilberetning

“Tabt og Fundet”

Den følgende FOE spilberetning dækker scenariet Tabt og Fundet (se teaseren her). Scenariet blev kørt på Tyrfing ForårsCon 2018.

Hvis du var spiller på scenariet, så vil jeg sætte stor pris på, hvis du vil bruge nogle få minutter på at give mig feedback, enten via kontakt-formularen, eller som kommentar herunder!

En ny verden?

Kaptajn Eric Charlesson stod bøjet over kontrol-rummets monitorer. Her fulgte han spændt med i navigatør Stanley Moores forsigtige kurs-korrektioner. Om få minutter ville de nå det ukendte navigations-punkt. Og bag dette, ventede potentielt stor profit…

…eller stor ruin, tænkte Mark Steele, mens han gennemgik de forskellige våben og anden udrustning i skibets udstyrs-aflukke. Som sikkerhedschef, var det hans opgave at sørge for besætningens sikkerhed. Uanset hvad end der måtte vente på den anden side.

Imens var skibs-ingeniør Jack Campbell i gang med at gennemgå sit tekniske udstyr og værksted. Og hans kollega, dr. John Evans, var ligeledes i gang med at klargøre sit laboratorium og infirmeri. Tilsammen besad de det meste af den viden, som kunne blive nødvendig på den kommende ekspedition. Eller det var i hvert fald de øvrige besætningsmedlemmers forhåbning.

For dette ville efter al sandsynlighed blive en meget anderledes ekspedition, end de sædvanlige fragt- og passager-kontrakter.

Ankomst

Med dyb koncentration, guidede Stanley skibet imod den naturlige portal tilbage til normalrummet. Han estimerede at portalens størrelse svarede til hvad mellem 50 og 100 personer ville skabe. Det betød, at portalen kun lige ville være stor nok til deres skib, The Silver Star.

Men portalen var endnu mere ustabil end han troede, og snart sprang sveden frem på hans pande. Med en akrobatisk serie af manøvrer, lykkedes det ham med nød og næppe at guide skibet igennem.

“Det var tæt på – men i det mindste har vi stadig vores vinger”, konstaterede kaptajn Charlesson tørt. Vel igennem portalen, begyndte Jack og dr. Evans at analysere omgivelserne. Det vidste sig hurtigt at der var tale om en tilsyneladende ubeboet planet. Men at den ikke så ud til at have nogen større mineralsk værdi.

Scanningen afslørede også hurtigt en rumstation i kredskøb om planeten, hvilket også ødelagde chancen for at holdet havde opdaget en ukendt planet. Med denne skuffelse, drøftede kompagnonerne deres muligheder. Selvom svage udslag fra stationen tydede på at der stadig var strøm om bord, var der ingen indkommende kommunikation. Og stationen svarede heller ikke på signaler fra skibet.

“Hvis der er tale om vraggods, kan vi stadig hente en profit”, konkluderede kaptajnen. Han gav derfor ordre til at dokke med rumstationen, så holdet kunne udforske den yderligere.

Dead in space

Mens de nærmede sig stationen, scannede de den i flere detaljer. Der var tilsyneladende tale om en standard to-plans cigar-formet rumstation. Og hvor der normalt ville være en luftsluse i hver ende, var der af uransagelige årsager kun en enkelt luftsluse til rådighed i denne. Idet skibet bevægede sig tættere på denne, identificerede kortdistance-scannerne stationens ID-transponder. Jack kunne ud fra denne fastslå, at der var tale om en forskningsstation ejet af Trioptium, et af de største mega-corporations på Jorden.

Stanley dokkede forsigtigt med stationens luftsluse. Og herefter var det Jacks tur. En kort inspektion afslørede at der stadig var life support i stationen, men at luftslusen var i lock-down. Med sit elektronik-kit gik han straks i gang med at omgå spærringerne, og få adgang til skibet. Kort efter bandede han højlydt. Kredsløbene var af en gammel model, og hans forsøg på at omgår spærringerne havde i stedet brændt kredsløbet ud. “Tid til plan B”, mumlede han for sig selv. Herefter hentede han sit universelle omgåelses-værktøj: En Mk. 9001 plasma-cutter…

Efter en halv times skæring, var luftslusen klar til at blive tvunget åben. Mark bekræftede som den første, at der ikke var nogen fjendtligtsindede i det indre sluserum. Og udstyret med energi-stunners og iltmasker, tiltvang besætningen sig adgang til rumstationen.

Jack havde dog også problemer med kredsløbene i den indre luftsluse, så igen måtte plasma-cutteren tages i brug. Herefter kunne besætningen omsider træde ind i selve rumstationen.

Bag luftslusen

Rumstationens indre var badet i det røde skær fra stationens nødbelysning. Jack tilkoblede sig en adgangsterminal, og kunne konstatere at stationen var sat i lock-down. Herudover var alt udstyr overgået til nødstrøm, som følge af et drastisk fald i energiproduktionen fra stationens Optium-reaktor.

Ved den næste forseglede dør, lykkedes det endelig Jack at lokke lock-down-koden ud af dør-terminalen. Derved kunne han nu åbne forseglings-dørene enkeltvis, helt uden hjælp fra “Old Cutty”. Bag døren ventede dem dog et horribelt syn.

I klargørings-rummet lå hvad der formentlig engang havde været en lille gruppe af rumstationens besætningsmedlemmer. Dr. Evans kunne hurtigt konstatere at de havde været døde i cirka fem dage. De var dækket af et grønligt, krystallisk, nærmest candy-floss-agtigt materiale. Dr. Evans tog straks en prøve af dette, til yderligere analyse tilbage på skibet. Han vurderede umiddelbart dødsårsagen til at være, at besætningsmedlemmerne havde beskadiget deres egen hals med deres negle.

Med dette makabre syn på nethinden, nåede gruppen trappesektionen, som forbandt det øverste og nederste niveau. Trappen op førte til rekreationsområdet, mens trappen ned førte til kontrol-rummet. Gruppen besluttede at udforske kontrol-rummet først, for at se om de kunne afbryde lock-down.

En sælsom opdagelse

I kontrol-rummet, fandt gruppen yderligere en mængde døde ansatte. Dødsårsagen så ud til at være den samme, og her dækkede det grønne materiale både lig, vægge, og ventilationsskakt. Men blandt kontrolpultene, var Jack i sit rette element. På kort tid havde han fået adgang til kontrolsystemerne, og ophævet lock-down. Herefter kunne dørene igen betjenes uden kode. I mellemtiden vandrede Mark rundt i kontrol-rummet, og fandt en overvågnings-konsol i hjørnet af rummet.

Jack gjorde kort proces med denne nye konsols adgangskonge. Men optagelserne viste et sælsomt syn. De viste indersiden af stationens Optium-reaktor, taget på forskellige tidspunkter. Og det så ud til at det grønne materiale over de seneste 10 dage gradvist havde vokset sig større og større, i takt med at reaktorens energiproduktion var faldet drastisk. Indtil energien til sidst nåede et niveau, hvor stationen gik i automatisk lock-down, og aktiverede et interdiktions-felt.

“Det er umuligt! Intet kan eksistere inde i en aktiv Optium-reaktor!”, sagde dr. Evans undrende. “Men interdiktions-feltet betyder, at vi ikke kan skabe en portal væk herfra, før interdiktoren er slukket!”. Kaptajnen besluttede dog at det stadig var nødvendigt at udforske stationen efter overlevende, og holdet gik sammen op af trappen til rekreations-sektionen.

Rekreation?

Her blev de mødt af et horribelt syn. Resterne af den oprindelige besætning lå overalt, dækket af det grønne materiale, som også spredte sig i store plamager udover gulve, vægge og lofter. Besætningen begyndte langsomt at udforske rekreations-rummene, men imens hørte Mark en lyd fra kontrol-rummet.

Han gik ned af trappen for at undersøge det nærmere, efter at have affyret et stunner-skud. Og pludselig så han en gennemsigtig plamage krybe frem imod sig. Og når han skød den med stunneren, voksede den sig blot større og hurtigere. De andre besætningsmedlemmer spurgte ham hvad der var galt, og da han så tilbage, var plamagen væk. Ingen af de andre havde set noget, men dr. Evans gik alligevel ned og tog en prøve af et slimet spor plamagen havde efterladt.

Med tydelige tegn på infektion, besluttede kaptajnen at beordre hele besætningen tilbage på skibet. Dels for at lade dr. Evans undersøge prøverne nærmere, og dels for at iføre sig fulde biodragter.

Eksperimentet

Tilbage på skibet, gik dr. Evans i gang. Han kunne med det samme konstatere, at prøvebeholderen med det gennemsigtige slim nu var tom. Og det uden at forseglingen var brudt.

I stedet gik han i gang med at eksperimentere med det grønne materiale. Og det viste sig hurtigt, at det voksede under påvirkning af både varme, samt mere kraftige energi-udladninger. Efterladt nær døren til Optium-reaktorrummet, kunne han endda konstatere at det voksede i retning mod reaktoren, som en plante som drejer sig imod lyset.

I mellemtiden havde holdet gearet op med biodragter samt projektil-våben. Stanley prøvede igen at praje rumbasen, og modtog denne gang et kort gentagende SOS-signal. Han nåede at spore det til et sted i de bagerste sektioner af rumbasen, inden det pludselig stoppede igen.

Holdet gik igen om bord på rumstationen, nu bedre beskyttede.

Tilbage på stationen

Systematisk gik holdet nu i gang med at gennemsøge de besætnings-kahytter som stadig var forseglede. Da Mark åbnede den nærmeste dør, stod en sky af det grønne materiale ud af døren, og dækkede ham næsten fuldstændigt. Desperat forsøgte han at bevæge sig, men materialet var for stærkt til at rive over. Dr. Evans sprang hurtigt til, og skar ham forsigtigt fri med sin skalpel. “Vi er nødt til at være mere forsigtige”.

Herefter prøvede de at brænde igennem materialet med plasma-cutteren. Resultatet var at det grønne materiale smeltede sammen til en stor klump af den gennemsigtige masse, som herefter gled imod plasmacutteren. Da de smed den fra sig, samlede klumpen sig om energi-kilden, og krystalliserede sig herefter igen.

På dette tidspunkt, mærkede kaptajn Charlesson en kort smerte under sin fod. Idet han løftede den, kunne han konstatere at der var et lille hul i sålen på hans dragt. Han tilkaldte hurtigt dr. Evans, men der var intet at se under foden, bortset fra et lille område med hvidt pludseligt opstået arvæv. Foruroliget bad kaptajnen dr. Evans om at tage en blodprøve.

Jack var i mellemtiden gået igennem næste dør, og befandt sig nu i rumstationens hydroponics-bay. Her blev der dyrket kød og grøntsager, som føde til rumstationens beboere. Men mere interessant, så så vandingsbakkerne ud til at være helt fri for det grønne materiale. Og da Jack herefter tog noget af det gødede vand, og hældte ud over det grønne materiale på gulvet, trak det sig tilbage og gik kort efter i opløsning. Jack troede ikke sine egne øjne. Dette kunne være midlet til at rense rumstationen! “Jack til teamet!” sagde han ind i sin kommunikator.

Hvor er Jack?

…og herefter, stilhed. “Kaptajnen til Jack! Jack, hvor er du?”. Kaptajnen prøvede forgæves at få kontakt til Jack igen. Men uden hæld. “Find ham!” kommanderede han til Mark, som med det samme begyndte en eftersøgning i den nye sektion. Først i hydroponics-bay, uden noget held. Herefter i kantine-området. Og til sidst fandt han en låst dør til stationens lægelukaf, som han ikke kunne åbne.

Jack vågnede op med en afsindig hovedpine, og så sig omkring. Hydroponics-bay. Han måtte være faldet. “Jack til teamet! Jeg har fundet noget i hydroponics-bay”. Resten af holdet samlede sig hurtigt, og begyndte at eksperimentere med Jacks opdagelse. De fyldte sprayflasker med det nu uvurderlige vand. “Det ser ud til at vandet kommer fra niveauet under os”, konstaterede Jack, efter at have efterset installationen. Kaptajnen besluttede dog, at de først skulle udforske infirmeriets.

Overlevende?

Dr. Evans brugte her sin lægelige autorisation til at forbigå forseglingen på døren, og de fire besætningsmedlemmer gik herefter ind i infirmeriets. Her fandt de i et isolationskammer et væsen som engang havde været et menneske, men nu var oppustet dels af grønt materiale, og dels af områder af gennemsigtigt slim. Jack følte en uimodståelig trang til at løslade væsenet, hvorefter det tumlede frem imod dem. Men de andre havde været klar med sprayflaskerne, og væsenet blev hurtigt reduceret til en delvist opløst klump på gulvet.

Rystede over episoden, gennemsøgt holdet herefter resten af rummet. Dr. Evans fandt cheflægens journal i infirmeriets computer. Tilsyneladende var væsenet oprindeligt den specialist, som holdt øje med fangerne i stationens fængsel. Han var ankommet for 10 dage siden, og var gradvist blevet mere og mere syg, uden at lægen havde kunne gøre noget ved det. Hans bedste teori var at han måtte være blevet smittet med noget under forskningsafdelingens forskning, i laboratorierne i den nederste sektion. Dette var sidste fortegnelse i doktorens journal.

Jack foreslog at de prøvede at finde kilden til vandet i laboratoriet nedenunder. Holdet blev herefter enige om at man måske kunne bruge brandsluknings-sprinklerne til at sprede antidosen mod det grønne materiale. Med dette for øje, bevægede holdet sig nu igen ned i de nederste niveauer, og passerede kontrol-rummet.

Uortodokse metoder

Den elektroniske lås som beskyttede indgangen til laboratorierne, var ingen barriere for Jacks tekniske kunnen. Og det endda helt uden brug af “Old Cutty”. I forskningsafdelingen lokaliserede de hurtigt kontrolsystemet for sprinkler-anlægget. Eller rettere: Der viste sig at være to forskellige anlæg. Det andet anlæg så ud til at føre længere bagud i rumstationen. Ved hjælp af flere spande vand fra vandet i hydroponics-bay, tilpassede de hoved-anlægget til at sprøjte vandet igennem brandsprinklerne. Og overalt på stationen begyndte det grønne materiale nu at trække sig tilbage.

Dr. Evans gik i mellemtiden i gang med at gennemlæse forskningsmaterialet i laboratoriet. Ud fra en mængde forskellige kilder, fik han til sidst stykket en hændelseslog sammen. Stationen blev tilsyneladende brugt af Trioptium til at forske i en hybrid imellem mennesker som kunne sanse navigations-punkter, samt semi-biologiske nanobots. Formålet: At skabe kunstigt væv, som kunne sanse navigations-punkter. Derved ville rumrejser ikke længere være begrænsede til at skulle have en sansende pilot med om bord, og rumrejser ville derved kunne automatiseres.

Men noget gik galt. Det skabte væv så ud til at være yderst smitsomt, og samtidig også ekstremt dødbringende for de mennesker det kom i kontakt med. Forskerne forsøgte desperat at begrænse dets vækst, og havde da også endelig nået frem til en formel som kunne neutralisere nanobots. Det eneste problem, var at dette materiale kun kunne dyrkes i hydroponics-bay. Et område af stationen som de overlevende for længst havde tabt kontrollen over. Som et sidste forsøg besluttede de at udløse en overload af Optium-reaktoren. Men det var tydeligvis ikke lykkedes dem, idet stationen stadig eksisterede. Dette var den sidste log.

Fanget?

Holdet havde nu to spørgsmål tilbage: Hvem sendte SOS-signalet? Og hvor kunne de finde og slukke interdiktoren, så de kunne rejse væk?

For at få svaret på disse spørgsmål, gik de igennem den sidste dør. Døren til fængsels-sektionen.

Denne bestod af en lang gang, flankeret af celler med gennemsigtige døre. Og hver enkelt celle var fyldt til randen med grønt væv. Jack identificerede disse celler som målet for det andet sprinkler-system. Holdet besluttede derfor at aktivere disse sprinklere med modgiften også. De kunne derefter konstatere at cellerne var fyldt med døde fanger. Bortset fra een. Et blodspor førte fra denne celle og til døren for enden af korridoren. En dør som var solidt svejset fast fra ydersiden.

Jack konkluderede at interdiktions-systemet måtte befinde sig bag denne dør. Men at det ikke var til at vide hvem… eller hvad… som var blevet spærret så grundigt inde der.

Efter noget diskussion besluttede holdet sig for en plan B. Fuldfør i stedet forskernes oprindelige plan, og destruer rumstationen. Derefter ville interdiktions-maskineriet blive blæst til atomer, og holdet kunne slippe væk.

Mens det øvrige team fragtede modgift fra hydroponics bay til skibet, forsøgte Jack først at slukke reaktoren, for at rense ud i det grønne væv som havde inficeret den. Men vævet holdt øjensynligt nu gang i processen uden at blive tilført partikler udefra. I stedet, aktiverede han partikel-kanonerne på fuld styrke, og bevægede sig derefter hastigt ud af rumskibet.

Vild flugt

Stanley satte motorerne på fuld kraft, og The Silver Star fløj som et projektil væk fra stationen. Og de nåede derfor med nød og næppe væk fra den enorme Optium-eksplosion der kort efter detonerede rumstationen.

Men fra glimtets centrum, så de nu en sky vokse. En hastigt voksende grøn sky tog form, og accelererede med nærmest umulig hastighed mod det flygtende skib!

I sin karrieres bedste manøvrering nogensinde, lykkedes det i sidste sekund Stanley at aktivere en para-portal, og potalen lukkede sig i sidste sekund, inden skyen af grønt væv fulgte efter.

Epilog

Selvom holdet ikke havde fundet en ny planet, havde de fundet noget næsten ligeså dyrebart: Forskningsmaterialet og anti-doserne. Efter en lang diskussion, blev de enige om at sælge materialet til Pentacorp, en af Trioptium’s største konkurrenter.

Måske en kynisk beslutning. Men en beslutning som gav dem rigeligt med credits til at dulme en eventuel dårlig samvittighed.

Systemet det havde forladt, lyste efterfølgende op i para-rummet som et skærende fyrtårn. Men de få skibe som vovede at udforske dette skærende navigations-punkt, hørte ingen fra igen. Snart blev det pågældende navigationspunkt gjort til forbudt område af Unionen, og alle rumrejsende blev instrueret til at holde sig langt væk fra dets skær.

Vel tilbage på Jorden, drog Mark og Dr. Evans hver til sit for en tid, for at tage på en lang og velfortjent orlov.

Hvad Jack og kaptajn Charlesson angår, så drog de afsted igen næsten med det samme, med kurs tilbage imod systemet…
… ingen har hørt fra dem siden…

Offentliggjort iRollespil

Bliv den første som skriver en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *