Introduktion til FOE (Future of Earth)
FOE (Future of Earth) er en af mine homebrew settings, og der kører en række forskellige campaigns i denne. Scenarierne køres typisk som system-light eller systemløse scenarier.
Især “Unionens Skæbne”-campaignen er speciel, fordi spillernes håndtering af scenarierne her ofte har meget stor indvirkning på settingens videre udvikling.
Se også scenarie-journalen for scenarier kørt i Future of Earth. Den indeholder en oversigt over de vigtigste scenarier som er kørt i FOE-settingen.
Historier fra New Atlanta
Livet i New Atlanta er ikke så slemt, hvis bare man ved hvordan det skal håndteres. Se for eksempel på mit hold, håndplukket blandt de dygtigste specialister som denne by har at byde på. Nuvel, vores erhverv er måske teknisk set ikke lovligt. Men den skjulte krig imellem firmaerne i denne by, giver de bedste muligheder for folk med vores færdigheder. Og uden tvivl også den største profit. I øvrigt kan vi ærligt sige, at vi forårsager firmaerne irritation, ja endda skade. Det er mere end hvad I lovlydige stakler kan sige. Så adlyd I forbrugere bare firmaerne blindt, hvis det er hvad I ønsker. Bare lad være med gå i vejen for os!
New Atlanta var den første campaign i FOE. Som navnet antyder, foregår scenarierne i denne campaign, i den fiktive fremtidsstorby og selvstændige bystat New Atlanta. Settingen er stærkt inspireret af Cyberpunk-genren, heriblandt William Gibsons bøger, og Shadowrun-systemet. New Atlanta er i denne campaign en selvstændig bystat i hvad der tidligere var USA. Scenarierne følger typisk en gruppe kriminelle specialister, som hyres til opgaver af store mega-corporations. Der har herudover også været scenarier, hvor spillerne har spillet f.eks. privat-detektiver eller lovhåndhævere.
Den Nordiske Union / Unionens Skæbne
Det er os altid en glæde at kunne korrigere andre mediers sikkert velmente, men skadeligt vildledende konklusioner. Vore kilder i Rådet melder, at disse mediers rapporter om omfanget af oprører-angrebet i zone 451 er stærkt overdrevne. Vi kan også rapportere, at en effektiv indsats fra Unionspolitiet, understøttet af Kommisionen for Statslig Sikkerhed, nu har situationen under fuld kontrol. Vi i Burdette Media Group maner derfor til ro, og minder vore seere om Talsmandens vise ord. “En sikker befolkning, er en lykkelig befolkning!”. Jeg er Greg Karlsson. Tilbage til studiet.
Denne FOE campaign foregår i den Nordiske Union, en politisk union bestående af Danmark, Norge og Sverige. Campaignen opstod oprindeligt som et tanke-eksperiment. Hvilket dystopisk samfund ville der komme ud af, at sammensætte de mest ekstreme bidder fra diverse parti- og ungdomsparti-programmer, og prøve at ekstrapolere samfundets udvikling derfra?
Gennem et par år, måtte settingen løbende ændres, efterhånden som en del af de dystopiske ideer blev indhentet af virkeligheden. Den fremtidige udvikling af campaignen blev derfor herefter lagt i spillernes hænder. Størstedelen af udviklingen af campaignen, sker nu som en konsekvens af spillernes valg i de scenarier der køres i campaignen. Spillerne får mulighed for at have indflydelse på begivenheder, der potentielt kan have stor konsekvens for Unionen. Afhængigt af deres valg, bliver begivenhederne enten forstærket eller modvirket.
Post-Earth Chronicles
Her på årsdagen for opdagelsen af ParaRummet, mindes jeg de trængsler som Alliancen har måtte gennemgå for at nå hertil. Vi har utvivlsomt haft en broget fortid, fyldt med konflikter og kaos. Og ja, vi kan vælge at dvæle ved vores fortid. Men dagen i dag, bør minde os alle om eet uomtvisteligt faktum. Snart vil hele universet tilhøre Alliancen, og dermed hele Menneskeheden. Fortiden er blot historie. Fremtiden er vores!
Post-Earth chronicles tager de tidligere FOE-settings, og forskyder tiden til et godt stykke ude i fremtiden. Denne campaign dækker over to tidsperioder.
Den tidligste periode foregår kort efter at hemmeligheden bag FTL-rejser er blevet opdaget. Fokus her er på den første udforskning og kolonisering af nærliggende verdener.
Den senere periode foregår efter de fleste nærliggende planeter er koloniseret. Alliancen er her fragmenteret ud i flere selvstændige riger. Fokus er her på intrigerne og konflikterne imellem disse interplanetare nationer, samt på livet i udkanten af de koloniserede systemer.
Bliv den første som skriver en kommentar