Jeg har tidligere skrevet om Richard Bartles spillertyper. Kort opsummeret, så er hans teori at spillere kan inddeles i fire forskellige typer. Hver type ønsker at få forskellige ting ud af de virtuelle verdener de spiller i.
Formålet med Bartles model, er at man kan få et overblik over forskellige spillerbehov. Ved at kende disse, kan man tilpasse sit spil, så det tiltrækker den type spillere man ønsker. Og samtidig får man en ide om, hvilke ting som tiltrækker/afskrækker hvilke typer af spillere.
Modellen er oprindeligt tænkt til virtuelle verdener (f.eks. MUDs og MMORPGs). Som et tankeeksperiment, har jeg forsøgt at overføre ovenstående typer til almindeligt rollespil. Som med alle generaliseringer, så er nedenstående beskrivelser selvfølgelig ret stereotypiske. Men formålet er at få nogle eksempler på, hvilke dele af spillet som spillere kan finde sjove (eller kedelige).