Hop til indholdet

P.H.U.E.U.H.O.A – en ZAP Paranoia-beretning

“Programmet Har Udført En Ulovlig Handling Og Afsluttes”

Den følgende Paranoia XP spilberetning fra ZAP!’s arkiver, er sponsoreret af FunFuzz™

Til de spillere som spillede scenariet, så ville jeg sætte stor pris på hvis I ville bruge et par minutter på at give mig feedback her. Læs evt. beskrivelsen herunder først, for at genopfriske hvad der skete under scenariet.

Vær hilset, Borgere i Alpha-komplekset!

Atter er det blevet tid til endnu et spændende afsnit af ZAP! – Paranoia Edition, hvor vi som altid vil følge et hold af modige og kompetente troubleshooters, i deres daglige kamp imod forrædere, snavs, mutanter, kommunister, dårlig personlig hygiejne, og andre alvorlige trusler mod Computeren (Stol på Computeren!) og Alpha Komplekset!

Som en brav troubleshooter engang sagde; “The best preparation for tomorrow, is doing your best today FunFuzz™ – en del af et sundt morgenmåltid.”, og aldrig har disse ord været så sande som nu.

Mød det nye hold

Name: Jack-R-WEE-1
Mandatory Bonus Duty: Team Leader

Name: John-R-NAZ-1
Mandatory Bonus Duty: Loyality Officer

Name: Mark-R-BRB-1
Mandatory Bonus Duty: Communications and Recording officer

Name: Eric-R-DRT-1
Mandatory Bonus Duty: Hygiene Officer

Name: Benjamin-R-SUX-1
Mandatory Bonus Duty: Happiness Officer

Name: Joe-R-FIX-1
Mandatory Bonus Duty: Equipment Guy

Vore helte kaldes i aktion

Vor episode begyndte, som alle troubleshooter-beretninger, med et opkald fra Computeren, som kort og præcist meddelte vore troubleshooters om øjeblikkeligt at henvende sig til det nærmeste briefing-lokale. Det er tidligere blevet observeret, at et sådant opkald ofte frembringer en tilstand af akut forræderi i nye Troubleshooters. Denne gang var desværre ingen undtagelse.

Et medlem af holdet besluttede resolut at ignorere Computerens forespørgsel. I stedet besluttede han at praje en TaxiBot, og indtastede derefter koordinater på en sektor som ligger helt udenfor Alpha Komplekset! Det er ikke godt at vide hvilke hemmeligheder det måtte have lykkedes ham at lække der. Til dels fordi sådanne hemmeligheder er over din clearance, og derfor bogstaveligt talt ikke er gode at vide. Heldigvis var en bataljon af vore modige gribbe-deling på træningsmission i området, og kunne derfor på effektiv vis stoppe TaxiBotten, samt dens indhold. Erstatningsklonen blev idømt en bøde for at dække den ødelagte TaxiBot, og blev herefter fragtet til briefing-lokalet.

En af de andre medlemmer reagerede langt mere korrekt på sine pludselige forræderiske tendenser. Via sin PDC ringede han direkte til Computeren. Her brugte han Computerens patenterede multiple-choice telefon-menu til at rapportere sig selv for forræderi. Efter en kort kammeratlig samtale med nærmeste SecBot, blev hans nye klon også overbragt til briefinglokalet.

Tredje medlem tog i stedet til en BLÅ våbentest, hvor han hjælpsomt besluttede at hjælpe med testen. Som mål.

Hvad fjerde medlem angår, så…

Vi afbryder denne bekymrende opremsning af forræderi blandt Troubleshooters, og går direkte videre til næste indslag.

Vore helte modtager deres briefing

Vel ankommet til briefing-lokalet, blev vore helte mødt af en foruroligende situation. Briefing-computeren i midten af rummet viste ikke information om holdets vigtige mission. I stedet viste den følgende tekst: “Uuuups. Dine filer er blevet krypterede. Betal 1 BitCredit for at låse dine filer op!”.

Den gloværdige Jack skred øjeblikkeligt til handling… ved at beordre Joe til at løse problemet. Med en selvfølgelighed som kun kan udspringe fra mange tidligere opgaver, sluttede Joe derfor sin PDC til briefing-computeren. Og da han herefter aktiverede diagnose-tilstanden, skiftede hans PDC til samme uheldige besked. Joe blev herefter idømt en bøde, for ikke at besvare Computerens efterfølgende opkald for en statusrapport.

Ovenstående kulminerede i at Joe fik en af de andre team-medlemmer til at bestille en ny PDC til sig. Og herefter kunne missionen fortsætte.

En mærkværdig besked

På vej ud af briefing-rummet, modtog holdet en mærkelig banner-reklame. Tilsyneladende var der en BitCredit til salg i en nærliggende sektor! Resolut besluttede holdet sig for at forfølge dette nye spor. Efter en kort rejse, nåede de frem til en mystisk korridor, hvor en trappe førte ned til en mørk subsektor.

På dette tidspunkt blev holdet midlertidigt opholdt af en forbipasserende InkassoBot. Tilsyneladende havde diverse bøder og udgifter gjort, at visse af holdets Troubleshooters var kommet i restance. I henhold til direktivet for indkrævning af udestående gæld, blev denne derfor øjeblikkeligt indkasseret i form af skyldnernes organer. Efter operationen, gik holdets hygiene officer i gang med at vaske den nu temmeligt blodige trappe.

Men en professionel Troubleshooters varsomhed, gik resten af teamet imens langsomt ned af trappen, og bankede på døren.

Velkommen til det infrarøde marked

Bag døren gemte sig en stor bazar. Den var fyldt med alskens mærkværdige genstande, hvoraf en del var væsentligt over både jeres og Troublershooternes clearance. En hjælpsom ekspedient gjorde dog hurtigt gruppen opmærksom på, at en BitCredit var clearance INFRARØD.

Desværre viste den sig også at være meget dyr. Den kostede væsentligt flere credits, end holdet var parat til at bruge, på trods af missionens store vigtighed. Slukørede Opfyldt af HappyPill glæde besluttede holdet derfor at vende tilbage til briefing-lokalet.

Holdet Vender Tilbage

Tilbage i briefing-rummet, prøvede Joe endnu engang et diagnosetjek af briefing-computeren, ved hjælp af sin PDC. Herefter bad han Computeren om at tilkalde en TechBot.

I hvad der i bagklogskabens perfekte lys, kun kan betegnes som et forræderi af kommunistiske proportioner, beordrede Joe herefter, at botten skulle bringe den nu inficerede PDC til den centrale sektor-cluster til videre analyse.

Få minutter efter, gik alt lyset ud i sektoren, alle dørmotorer slog fra, og alle bots stoppede op. Det uhyggelige låseprogram havde nu bredt sig til hele sektoren. Herefter afdækkede holdets desperate kald til Computeren også hurtigt, at også hele kommunikations-netværket nu også var slået fra.

Beslutsomt drog holdet derfor ud på en besværlig rejse til fods, for at se om de kunne afhjælpe problemet i den nu låste centrale sektor-cluster.

I sektorens hjerte

Da holdet nåede frem, kunne de konstatere at den enorme beskyttelsesdør til sektor-hovedkvarteret, var blevet aktiveret som en del af nødsituationen. Dog var der en lille sprække åben, da den ikke havde nået at lukke helt inden systemerne gik ned.

Det er desværre en kendsgerning at Alpha-kompleksets ellers perfekte kloning-faciliteter en gang imellem forårsager mærkværdige mutationer i de klonede Borgere. Disse mutant-kræfter er ofte også temmeligt upålidelige. I dette tilfælde forsøgte et af holdets medlemmer at klemme sig igennem den smalle sprække, ved at aktivere en mutationskraft som dækkede personen i glat slim. Desværre var kraften i dette tilfælde usædvanlig effektiv. Så selvom Troubleshooteren nåede igennem døren, så forårsagede det også at adskillelige liter ekstremt glat slim langsomt spredte sig over gulvet foran døren. Dette medførte en kædereaktion, hvor de øvrige Troubleshooters var ude af stand til at stå på deres fødder i mere end et sekunder af gangen.

På dette tidspunkt måtte holdets skytsengel GM-U-BSTARD-1 holde en kort pause. Omend hans muntre latter ville have varmet hjertet på enhver Happiness Officer, finder vi dog stadig at afbrydelsen var dybt uprofessionel, og at han derfor bør *HIGH_PROGRAMMER_OVERRIDE* belønnes med et heltepoint!

En af Troubleshooterne faldt så hårdt, at han desværre afgik ved døden. Og det var på dette tidspunkt at situationens alvor gik op for vore helte. Uden bots og kommunikations-netværk, var hele klonings-infrastrukturen sat ud af kraft. Og nye kloner kunne derfor ikke komme frem for at erstatte de afdøde!

Battle Royale

Disse begivenheder fik det til at slå klik for en af gruppens medlemmer. Han begyndte systematisk at forsøge at dræbe de andre Troubleshooters. Dog var dette ikke specielt effektivt, da han heller ikke var immun overfor den glatte slim.

Desværre kom der endnu en mutant-kraft i spil. Desværre var denne også ekstra effektiv. Og desværre bestod den af ætsende sved…

Imens de resterende Troubleshooters desperat forsøgte at slippe væk, bredte en ny pøl af ætsende væske sig langsomt… og nåede til sidst den liggende Happiness Officer. Idet syren reagerede med hans store variation af forskellige piller, dannede der sig en sky af gas, som indeholdt et herligt sammensurium af alle de spændende kemikalier som R&D igennem tiden har introduceret til Happiness-officerernes arsenal.

Vi kan kun gisne om hvilke tanker som løb igennem den sidste af holdets aktive Troubleshooters hoved, imens den ekspanderende gas sivede ind igennem dørsprækken, og indhyldede ham i en farverig sky af livs-inkompatible stoffer. Men vi er overbeviste om, at de ville have været til inspiration for fremtidige generationer af Troubleshooters.

Epilog

Med den sidste Troubleshooter død, var der ikke længere nogen til at løse problemet med kryptolåsen. Et par timer efter den sidste kontakt med holdet, sendte Computeren et bot-redningshold ind i sektoren, som øjeblikkeligt gik i stå idet de krydsede sektor-grænsen. For at begrænse skaden yderligere, blev hele sektoren derfor isoleret fra resten af Alpha Komplekset.

For ikke at skade moralen blandt de øvrige Borgere i Alpha Komplekset, har Computeren som følge af ovenstående begivenheder besluttet, at opklassificere hele denne beretning til clearance VIOLET.

Da beretningen hermed er over jeres clearance, bedes I øjeblikkeligt henvende jer til nærmeste IntSec hovedkvarter til en grundig BrainScrub!

Stol på Computeren! Computeren er Din Ven!

NY REKORD!

Idet holdet aldrig fik låst op for briefingen, er vi i ZAP stolte af at kunne fortælle, at vi teknisk set er vidner til en helt ny rekord. Aldrig før i en mission, er et helt Troubleshooter-hold blevet udslettet, før start-briefingen er gennemført!

Vi ønsker de involverede et stort tillykke med denne enestående rekord. Alle deltagende Troubleshooter-controllers belønnes derfor hermed med 20 Prestigepoint, som kan indløses i en fremtidig mission.

Offentliggjort iRollespil

Bliv den første som skriver en kommentar

Skriv et svar