“Programmet Har Udført En Ulovlig Handling Og Afsluttes” – et Paranoia-scenarie
Et Paranoia-XP scenarie for op til 6 spillere. Længde: ca. 4 timer. Kommer snart til en con nær dig!
*DING-DONG-DING!*
*Dramatisk stemme start* Vær hilset, borgere i Alpha Complex! *Dramatisk stemme slut*
Som I alle ved, så er livet perfekt her i Alpha Complex! Computeren våger over os, og beskytter os imod trusler som forrædere, dårligt humør, kommunister, snavs, over-din-clearance, mutanter, generisk trussel, hemmelige organisationer og kommunister.
Computeren udpeger modige borgere kaldet Troubleshooters til at bekæmpe disse trusler, i henhold til det oprindelige troubleshooter motto: “To find trouble, and shoot it”. *dette oprindelige motto erstatter alle tidligere oprindelige mottoer*
Uheldigvis så har nylige begivenheder omkring en lettere ustabil atomreaktor i den tidligere sektor *hemmelig* medført et…
*reklamespot* Tørstig efter en lang dags troubleshooting? Drik FunFuzz™ ! Anbefales af førende FunFuzz™ marketing-folk! *reklamespot slut*
… akut behov for en ny gruppe troubleshooters, og Computeren har derfor brug for 3-6 frivillige! Ved at læse den forgående sætning, har du meldt dig frivilligt til dette farefulde vitale hverv. Tillykke med forfremmelsen, Borger! Frivillighed er obligatorisk!
Hvis du har brug for yderligere information, så er du velkommen til at kontakte Computerens help-line. Det faktum at 73% af troubleshooters som kontakter Computeren for at få hjælp, aldrig mere foretager et opkald, beviser effektiviteten af Computerens help-line ud over enhver tvivl!
*entusiastisk stemme start* Så grib din laser-pistol, din kupon til 5 gratis erstatningskloner, dit nye clearance RØD adgangskort og dit RØDE æble, og afvent din første mission! Vis din glæde ved dit nye hverv, for husk altid på at Glæde er Obligatorisk! *entusiastisk stemme slut*
Stol på Computeren! Computeren er din ven!
Bliv den første som skriver en kommentar