Hvad er Jagged Alliance 2?
Jagged Alliance 2 er et strategi-spil, hvor du spiller lederen af en gruppe af lejesoldater.
Du er blevet hyret til at befri det fiktive land “Arulco” fra Dronning Deidranna, diktatoren som har overtaget landet. Din arbejdsgiver har givet dig en sum penge, som du bruger til at rekruttere dine første lejesoldater.
Herefter udforsker du gradvist Arulco, mens du undervejs befrier undertvungne landsbyer, og overvinder vigtige strategiske mål. Efterhånden som du befrier landet, tjener du flere penge, som du kan bruge på bedre udstyr og bedre og flere lejesoldater. Til sidst er du forhåbentlig mægtig nok, til at storme Deidrannas palads, og ende hendes rædselsregime en gang for alle!
Gameplay
Gameplay i Jagged Alliance 2, består af tre forskellige hoveddele:
- Der er en strategi-del, hvor du på et landkort over Arulco opdeler dine lejesoldater i squads, og giver dem ordrer.
- Der er en “Internet”-del, hvor du på en ingame-efterligning af Internettet kan hyre lejesoldater, købe nyt udstyr, m.m.
- Der er en taktisk del, hvor du “zoomer ind” på et af områderne i Arulco, og herefter kan udforske området (og nedkæmpe fjendtlige tropper) med dit squad i området, i et isometrisk perspektiv.
Selvom JA2 er et strategispil, har det også en del rollespils-elementer. Dine lejesoldater (og andre levende personer/væsener i Alruco) har 10 forskellige stats. Disse har en værdi imellem 0 til 99, og kan stige under spillet. Herudover har de også op til 2 forskellige specielle egenskaber. Du kan også tale med forskellige personer i spillet, gennem et simpelt dialog-system. Spilverdenen er fyldt med våben og andre genstande, som kan samles op, bruges på andre ting i verdenen, gives til personer i Arulco, eller endda kombineres i et simpelt crafting-system. Og endelig har de forskellige lejesoldater du kan hyre undervejs, hver deres personlighed, inkl. hvad de synes om hinanden.
Hvor hyrer man lejesoldater? På Internettet, selvfølgelig!
Jagged Alliance 2 har et “simuleret internet”, hvor du kan besøge forskellige websider.
På en af disse, bygger du “dig selv” som lejesoldat. Du vælger dine stat-værdier ud fra et pointfordelings-system. Herudover besvarer du en quiz, hvor dine svar bestemmer din lejesoldats op til to specielle evner. Du kan på denne måde bygge en lejesoldat som passer til din spillestil.
En anden af disse sider er en våbenbutik, hvor du kan købe våben og andet udstyr. Det kræver dog først at du kontrollerer en lufthavn, som varerne kan leveres til. Heldigvis har en af de nærmeste byer en lufthavn…
Den måske vigtigste af disse sider er AIM (Association of International Mercenaries). Her kan du vælge imellem 40 forskellige lejesoldater. De forskellige soldater har forskellig pris, startudstyr, stats og personlighed. I begyndelsen har du kun råd til begyndere. Men som spillet skrider frem, får du råd til ekstraordinære lejesoldater. Et stykke inde i spillet dukker der også en AIM-konkurrent op. Dog er deres lejesoldater væsentligt mere… discount.
Befri et land med din laptop – den strategiske del
På JA2’s landkorts-skærm giver du ordrer til dine hyrede lejesoldater. På kortet, er Arulco delt op i en række kvadratiske sektorer. Du kan dele dine lejesoldater op i squads på max 6 soldater, og sende dem til bestemte sektorer. Du kan også her give bestemte soldater ordre til f.eks. at træne en milits (som beskytter befriede byer fra Deidrannas hær mens dine soldater er andre steder), reparere udstyr, eller endda træne hinanden i bestemte stats.
Det er også på denne skærm at du styrer tiden. Efter at du har givet ordrer til dine tropper, kan du accelerere tiden. Og som tiden går, vil dine tropper så udføre deres ordrer, eller bevæge sig mod deres destination. Samtidig vil Deidrannas tropper også bevæge sig rundt.
Hvis du vælger en sektor med et squad, kan du zoome ind på denne sektor. Dette vil åbne den taktiske skærm, så du kan udforske sektoren i realtime, med det tilstedeværende squad. Hvis dine tropper på noget tidspunkt ender i samme sektor som fjendtlige tropper, starter en kamp. Det pauser tiden, og du er nødt til at zoome ind på sektoren, og udkæmpe kampen, før spillet kan fortsætte.
Udforsk lokalområdet, find og udslet fjenden – den taktiske del
Udforskning
Du kan udforske sektorer, når de ikke indeholder fjendtlige tropper. Du kan her bevæge dit squad rundt i området i real-time. Med de rette stats, kan dine lejesoldater dirke låse op, finde genstande, og tale med lokalbefolkningen. Der ofte personer som sælger/køber udstyr, eller som har side-missioner du kan løse, især i byerne.
I tilfælde af kamp i en sektor hvor du har lejesoldater til stede, zoomes der ind på sektoren. Her kan du bevæge dine tropper rundt i landskabet, mens du leder efter fjenden. Når du ser fjendens soldater (eller omvendt), så starter kampsystemet.
Kamp
Kamp i Jagged Alliance 2 er turbaseret. Hver soldat i kampen har en række action points (antallet afhænger blandt andet af soldatens stats). Disse kan bruges på at bevæge sig, bruge udstyr, eller sigte og skyde efter fjenden. Du giver herefter turen videre til fjenden.
Der er mange forskellige elementer i kampsystemet. Soldater kan f.eks. både kravle, knæle, gå og løbe. Hver af disse bevægelser har forskellig hastighed (i.e. hvor mange action point det koster at bevæge sig eet felt), synlighed, støj, og modifikation for hvor nemt det er at ramme personen. Du kan gå i dækning bag terræn. Og du kan bruge ekstra action points på at sigte på modstanderen, så han bliver nemmere at ramme, eller for at ramme en bestemt kropsdel (f.eks. hovedet). Der er herudover et væld af forskellige våben i JA2, med forskellig skade, action point cost, rækkevidde, og ammunitionstyper. Mange af disse våben kan herudover forbedres med attachments, f.eks. lyddæmper, lasersigte, m.fl.
Du kan også “gemme” action points til modstanderens tur. Hvis din lejesoldat ser fjenden bevæge sig, har han en chance for at afbryde modstanderens tur. Lejesoldaten får herefter mulighed for at bruge resten af sine actionpoints før modstanderens tur fortsætter. Modstanderens tropper kan på samme måde også lægge sig på lur, så vær forsigtig.
Kamp om natten er også et element. Tropper som ikke har nattekamp som speciel egenskab, ser ikke særligt langt i mørke. Det gør kampen langt farligere, særligt hvis modstanderne har nattesyns-udstyr. Omvendt kan et hold af nattekamps-lejesoldater være en meget effektiv måde at indtage et svært mål på.
Når alle modstandere er uskadeliggjort, eller alle lejesoldater er døde, slutter kampen.
Story
Selvom Jagged Alliance 2 primært er et strategispil, er spillet fyldt med fortællingsmæssige detaljer.
Et underholdende element er f.eks. hvor unikke lejesoldaterne er. Alle lejesoldater i spillet har sin egen stemme og personlighed. De kommenterer løbende på ting under spillet, og mange af dem har venner (eller fjender) blandt andre lejesoldater. Det giver et ekstra element til holdsammensætningen. Hvis folk som ikke kan fordrage hinanden sættes sammen i squads, falder deres moral. Og du kan risikere at de nægter at få fornyet deres kontrakt. Lejesoldaternes personlighed kan også spille ind, f.eks. bryder nogle soldater sig ikke om at være alene i en sektor.
Arulco er også fyldt med områder som belønner udforskning. Der er personer med sidemissioner, lokalbefolkningen kan ofte give dig information, og byerne og de specielle områder er interessante at udforske.
Efterhånden som spillet skrider frem, fortælles historien også gennem en række cutscenes. De foregår på Deidrannas palads, og viser hendes reaktion på de dårlige nyheder om dit holds sejre. Da du i spillet har stor frihed til at udforske og befri områder i den rækkefølge som du selv ønsker, hjælper disse cutscenes med at samle historien.
Generelt så gør de mange detaljer og den store frihed, at JA2 skaber mange interessante historier. Det kunne f.eks. være et nervepirrende nattetogt. En mekaniker og en håndfuld bymilits som besejrer en uventet angreb. Eller måske en nyligt hyret lejesoldat, som bliver overfaldet af en gruppe blodkatte, mens han er ved at rejse til fronten.
Alt i alt, så er JA2, udover at være et fremragende strategispil, også en fantastisk historie-generator.
Konklusion: Arulco er et besøg værd!
Hvad er godt?
- Stor replayability. De mange forskellige lejesoldater gør, at du kan spille spillet mange gange, og prøve mange forskellige strategier.
- Stor frihed. Du lægger selv den strategi du vil følge for at besejre Deidranna. Du planlægger selv hvilke byer du vil befri, og hvor mange sidequests du påtager dig. Du vælger også hvilke soldater du vil hyre, hvilket udstyr du vil købe. Og det er helt op til dig selv at finde ud af, hvordan du vil tjene pengene til at finansiere din mission. Du vælger også selv hvordan du vil balancere behovet for at erobre nye områder, i forhold til at bruge tid på at træne milits til at beskytte de allerede befriede områder.
- Masser af humor, både i de forskellige lejesoldaters personlighed, i spillets plot, og i de forskellige beskrivelser i spillet.
- Spillet er fyldt med områder at udforske og genstande at finde.
- Valgfrie ekstra spil-features. Blandt andet kan spillet spilles i “tons of guns”-mode, som udvider våbenlisterne med en masse ekstra våben. Eller i sci-fi mode, som introducerer en række ekstra elementer, og en helt ny type fjender. Der er også tre forskellige sværhedsgrader at vælge imellem.
- Et dybt taktisk kampsystem, med masser af taktiske faktorer. Der er også stor variation i de forskellige områder der kæmpes i.
- En god fremdrift i spillet. I starten har dine lejesoldater elendigt udstyr. Men efterhånden som spillet skrider frem, får du adgang til bedre udstyr og bedre lejesoldater. Samtidig møder du også farligere fjender, og bedre befæstede områder.
Hvad er skidt?
- Styringen af spillet er kompleks, så det er en nødvendighed at læse manualen. Mængden af våben og lejesoldater kan virke overvældende (der er mange stats at holde styr på).
- Den store frihed kan være et minus for spillere som foretrækker at blive fortalt hvad de skal gøre. Der er ikke som sådan nogen quest-journal, og heller ikke bestemte objectives som skal opnås.
- Da spillet er relativt gammelt, vil grafikken måske være for “pixelleret” for nogen.
Konklusion:
I årene siden Jagged Alliance 2 blev udgivet, er der aldrig siden blevet lavet et spil med samme kombination af strategi, taktik, og rollespils-elementer. Så selvom spillet efterhånden er en del år gammelt, kan det stadig varmt anbefales!
Så køb spillet, og se om du har hvad der skal til for at befri Alruco! Kun du kan besejre Deidranna!
Jagged Alliance 2 kan købes på GoG. Det er også til salg på Steam, men Steam-versionen har en del bugs, så den kan ikke anbefales.
Bliv den første som skriver en kommentar